Kategorier
Forfatter

Albrecht

Man er først gammel, når man ender i en historiebog. Her er et udvalg af mine rollespilsfigurer, som de tager sig ud i Ove Dahls ‘Tilbage til 90’erne’.

Hovedpersonerne i ‘Dværgenes Krønike’, Hitch, Willfang, Flint og Nilrem, blev alle modelleret over de karakterer, jeg og mine venner spillede, da vi i mine teenageår spille rollespil en gang om ugen. Dengang blev det kaldt ‘basic roleplay’, fordi vi sad om et bord, talte sammen og brugte simple regler og terninger. Nu om dage kaldes det vist ‘pen & paper’. De to af karaktererne blev spillet af mine to mindre brødre og de to andre af to af mine klassekammerater og bedste venner fra folkeskolen.

Siden kom der flere til, deriblandt Rikki Tholstrup Jørgensen, som først sluttede sig til i løbet af vores gymnasietid, og som valgte at skabe en skideirriterende munk, Albrecht, der både forsøgte at spille de andre i gruppen ud mod hinanden og være bedrevidende. Det endte med, at han forsøgte at bestjæle Nilrem og stikke sin hånd ned i troldmandens pose med uendeligt indhold for at finde eventuelle kostbarheder deri. Nilrem havde dog sat en helvedshund til at bevogte posen indefra (der var jo uendeligt indhold, så der var god plads til både helvedshunde, slotte og drager og den slags). Køteren bed først og spurgte bagefter og derved mistede Albrecht sin hånd og det meste af underarmen. En helvedshunds gab er fyldt med flammer, så lige så hurtigt, som såret åbnede sig, blev det brændt og holdt sammen af brandsårene. Armstumpen blev sidenhen anset for at være uheldsbringende og Albrecht brugte den til at tvinge andre til lydighed med truslen om at pege på dem med den og derved gøre dem til sten. Samtidig dryssede der til stadighed askelignende hudflader af den og gjorde truslen endnu mere virkelig.

Da jeg var i gang med at skrive ‘Krigsmager’ manglede jeg på et tidspunkt personer, der kunne deltage i Asps og Jakels drikkelag. Efter uden held at have forsøgt med forskellige skabelonagtige skikkelser kom jeg i tanke om Albrecht. Hvilken gud, han i rollespillet tilbad, havde fortabt sig i tågerne, men at han let kunne indgå i et drikkelag, var ikke svært for mig at gennemskue. Han blev sat ind ved siden af den lidet charmerende Jakel og klar til at lede Asp i fordærv. Det gik over al forventning. Albrecht blev nu en følger af visdomsguden Platjin, hvis fornemmeste opgave er at opbygge og indsamle al viden. Gudens munke sendes hid og did i Verdenen for at studere både stort og småt. At Albrecht kunne sidde og drikke i Mosebys slumkvarter skyldtes ene og alene, at han havde valgt at skjule sig for sin gud og undgå at få flere opgaver. Al den viden tynger, hvilket også var noget, der gik tilbage til rollespillet. Dengang havde Platjin mottoet: ‘Den uvidende frygter det uvisse; den vidende ved, hvad der er at frygte.’ En dejlig Lovecraftiansk tilgang til universet, hvor det ikke drejer sig om at være gal eller ej, men om at finde ud af, på hvilken måde, man er gal.

Albrecht er derfor blevet en munk, der søger viden, som ikke længere ønsker at blive klogere på verden eller mere vis eller overhovedet få mere visdom. Faktisk giver nye indsigter ham kun hovedpine og opkastfornemmelser. I ‘Stridsmand’ må han modstræbende trække i rejseklæderne og drage ud for at opfylde endnu en af sin guds befalinger. Heldigvis har han Jakel med og heldigvis har Jakel en frakkelomme med uendeligt indhold og heldigvis har han fyldt den med øl og dværgesprit. Så kan det da ikke gå helt galt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *