Man er først gammel, når man ender i en historiebog. Her er et udvalg af mine rollespilsfigurer, som de tager sig ud i Ove Dahls ‘Tilbage til 90’erne’.
Hovedpersonerne i ‘Dværgenes Krønike’, Hitch, Willfang, Flint og Nilrem, blev alle modelleret over de karakterer, jeg og mine venner spillede, da vi i mine teenageår spille rollespil en gang om ugen. Dengang blev det kaldt ‘basic roleplay’, fordi vi sad om et bord, talte sammen og brugte simple regler og terninger. Nu om dage kaldes det vist ‘pen & paper’. De to af karaktererne blev spillet af mine to mindre brødre og de to andre af to af mine klassekammerater og bedste venner fra folkeskolen.
Siden kom der flere til, deriblandt Rikki Tholstrup Jørgensen, som først sluttede sig til i løbet af vores gymnasietid, og som valgte at skabe en skideirriterende munk, Albrecht, der både forsøgte at spille de andre i gruppen ud mod hinanden og være bedrevidende. Det endte med, at han forsøgte at bestjæle Nilrem og stikke sin hånd ned i troldmandens pose med uendeligt indhold for at finde eventuelle kostbarheder deri. Nilrem havde dog sat en helvedshund til at bevogte posen indefra (der var jo uendeligt indhold, så der var god plads til både helvedshunde, slotte og drager og den slags). Køteren bed først og spurgte bagefter og derved mistede Albrecht sin hånd og det meste af underarmen. En helvedshunds gab er fyldt med flammer, så lige så hurtigt, som såret åbnede sig, blev det brændt og holdt sammen af brandsårene. Armstumpen blev sidenhen anset for at være uheldsbringende og Albrecht brugte den til at tvinge andre til lydighed med truslen om at pege på dem med den og derved gøre dem til sten. Samtidig dryssede der til stadighed askelignende hudflader af den og gjorde truslen endnu mere virkelig.
Da jeg var i gang med at skrive ‘Krigsmager’ manglede jeg på et tidspunkt personer, der kunne deltage i Asps og Jakels drikkelag. Efter uden held at have forsøgt med forskellige skabelonagtige skikkelser kom jeg i tanke om Albrecht. Hvilken gud, han i rollespillet tilbad, havde fortabt sig i tågerne, men at han let kunne indgå i et drikkelag, var ikke svært for mig at gennemskue. Han blev sat ind ved siden af den lidet charmerende Jakel og klar til at lede Asp i fordærv. Det gik over al forventning. Albrecht blev nu en følger af visdomsguden Platjin, hvis fornemmeste opgave er at opbygge og indsamle al viden. Gudens munke sendes hid og did i Verdenen for at studere både stort og småt. At Albrecht kunne sidde og drikke i Mosebys slumkvarter skyldtes ene og alene, at han havde valgt at skjule sig for sin gud og undgå at få flere opgaver. Al den viden tynger, hvilket også var noget, der gik tilbage til rollespillet. Dengang havde Platjin mottoet: ‘Den uvidende frygter det uvisse; den vidende ved, hvad der er at frygte.’ En dejlig Lovecraftiansk tilgang til universet, hvor det ikke drejer sig om at være gal eller ej, men om at finde ud af, på hvilken måde, man er gal.
Albrecht er derfor blevet en munk, der søger viden, som ikke længere ønsker at blive klogere på verden eller mere vis eller overhovedet få mere visdom. Faktisk giver nye indsigter ham kun hovedpine og opkastfornemmelser. I ‘Stridsmand’ må han modstræbende trække i rejseklæderne og drage ud for at opfylde endnu en af sin guds befalinger. Heldigvis har han Jakel med og heldigvis har Jakel en frakkelomme med uendeligt indhold og heldigvis har han fyldt den med øl og dværgesprit. Så kan det da ikke gå helt galt.
En lovende start på et forfatterskab? Illustration og overskrift på den første artikel om min debut.
Den 31. august 2020 havde jeg 25 års jubilæum som forfatter. Indtil den tid oprandt, havde jeg besluttet mig for at gøre status på og tanker om mit forfatterskab og hvad de sidste 25 år havde lært mig. Indlæggene blev i 2020 lagt på Facebook. Nu får de en reprise her på min blog.
Hvis jeg skal rekapitulere på det mest basale efter 25 år, så må konklusionen være, at branchen er hård, berømmelsen fjern og aflønningen endnu mindre. Jeg fik en gang fortalt, at en forfatter skal kunne leve for 100.000 kr. om året. Set på den måde er jeg nu 3/4 forfatter – og alligevel er jeg blevet kaldt en rig forfatter, set ud fra indtægterne på mine værker.
Størstedelen af mine indtægter som forfatter stammer fra biblioteksafgiften, som er bibliotekernes ‘leje’afgift for at have lov at benytte mine bøger. Biblioteksafgiften er (vistnok) unik for Danmark og er med til at skærme et meget lille sprogområde fra at blive oversvømmet af udenlandsk litteratur. Biblioteksafgiften er ofte til debat med synspunkter lige fra at den skal afskaffes, så kun de forfattere, der formår at leve af salget af deres bøger, bør fremmes, hen over argumentet om, at dem, der udlånes mest, skal have mest, frem til den model, der findes nu, hvor de bøger, der er på hylderne, er med til at give forfatteren en del af biblioteksafgiften. Jeg er klart for, at den nuværende model fastholdes, da det er med til at styrke den mangfoldighed, der også er i den danske litteratur. Det betyder, at der er mange om at dele pengene, men enhver bliver tildelt sin sum, ud fra hvor stor en repræsentation, man har på biblioteket og ved det digitale udlån.
Min erfaring siger mig, at man ikke tjener sine penge ved at sidde bag skærmen og skrive, men at det er alt det udenom, der giver smør på brødet, så man kan skrive. Jeg selv har altid været i job, hvilket både har været en fordel (økonomisk tryghed) og en ulempe (tidsmæssigt pres for at få skrevet og skabe synlighed om sig selv). Skulle jeg have levet fuldt og helt som forfatter, skulle jeg fra min spæde debut og til i dag først og fremmest været villig til at leve på en sten, tage rundt og holde foredrag og oplæsninger, mene noget i medierne om stort og småt eller finde en mærkesag udenfor mine tekster, jeg kunne brænde for. Det har ikke været tilfældet for mig. Jeg har skrevet mine bøger, stillet op til interviews og nogle få foredrag og ellers passet mig selv og skrevet videre.
Det, der trækker i mig som forfatter, er ikke de mange millioner, der ender på bankkontoen, hver gang jeg sætter pen til papir. De er ligesom aldrig kommet. Det er heller ikke horderne af paparazzier, der ligger i buskene udenfor mit hjem, for de har helt klart fået en forkert adresse og gemt sig et andet sted end her. Det føles faktisk oftest, som om verden let kan dreje rundt uden at savne lige mine værker.
Hvorfor bliver man så ved i 25 år? Det gør man, fordi selve skabelsen af værket er stimulerende. Det har sin egen rytme, der skifter alt efter, hvor i processen, man er. I idéfasen bobler bogen i sindet som en gryde med grød. Nogle gange kommer der mange bobler, der brister på stribe og hjernen føles som en rystet sodavand. Andre gange kommer der blot nogle få, hvis bristende smæld sætter sig aftryk og bliver noget, man arbejder videre med. Langsomt falder en struktur på plads. Der træder et skelet frem, som man vil kunne bygge på.
Så går man i gang med at skrive. For mig er det af og til en ulidelig proces, som jeg udskyder så længe som muligt. Det kræver ro, fordybelse og fokus at sætte sig ned at skrive og så kræver det ikke mindst selvdisciplin, hvilket nok er der, jeg halter mest. Jeg bliver så nemt forstyrret af mig selv i skriveprocessen. Der skal mange skrivninger på samme tekst til, før jeg kan fordybe mig uden indledende prokrastineringer. Ja, jeg startede en gang i blog, der handlede om prokrastineringer for at overvinde dem, men det endte med, at jeg prokrastinerede for ikke at skrive på bloggen, så…
Selvdisciplin har jeg dog sat i system. Jeg har indført en regel om, at jeg i de perioder, jeg er i en skriveproces som minimum skal skrive 1.000 ord om dagen (og skal jeg nå at have en ny roman klar til 31. august, skal jeg jo nok skrive 1500-2000 ord pr. dag).
Den første halvdel af min skriveproces er som regel hårdt arbejde. Det er som at sidde overfor et puslespil med nogle tusinde brikker og så opdage, man har smidt motivet bort, så man ikke aner, hvad det skal blive til. En grundig idé- og struktureringsfase letter ofte arbejdet lidt for mig; så er det som at sidde med selvsamme puslespil med motiver, blot for at opdage, at det forestiller et stort blåt hav med en enkelt fisk øverst i højre hjørne. Man famler, skriver lidt på en scene, får den til at udvikle sig og må så slippe den igen, fordi den ikke passer ind i strukturen. Skrive på en anden scene indtil det samme sker. Derefter en tredje eller fjerde. Måske finder man en plottråd, man kan følge længe og skrive grundigt igennem, før ham må ændre på de andre, for at få dem til at passe ind.
På et tidspunkt har man lappet og skriver ind fra så mange sider, at motivet begynder at træde frem. Man får sorteret de brikker fra, som alligvel ikke var til netop dette motiv, og man har rodet rundt i kassen med kasserede idéer for at finde de brikker, der alligevel ikke skulle være lagt til side. Nye brikker er blevet taget ind og lagt i kassen og alt bliver justeret. Så går det som en leg – ordene fyger af sted. Hele teksten rykker sig sammen og går op i en højere enhed. Det hele fungerer, selvom nogle enkelte brikker i puslespillet måske rokker lidt eller man lige har måttet slå lidt på dem med næven for at få dem helt ned i det hul, der nu engang er deres.
Derfor får man sin redaktør på teksten, som læser den med kolde øjne og går den kritisk igennem. Redaktøren finder som regel alle de brikker, der ikke er kommet helt på plads. Som forfatter kan man godt være lidt irriteret – det er jo bare det motiv med det store blå hav, kan det virkelig passe, at den her brik ikke passer bare fordi den er brun? Den er jo pæn alligevel. Men redaktøren har jo ret. De kolde øjne har den fordel, at de ikke har alle tankerne bag. De ser kun, hvad der er på papiret og ikke alt det, der følger med i tankerne. Så alle de brikker, der ligger forkert, bliver vendt og drejet og skiftet ud med de rigtige. Det er spændende arbejde, for det kræver, man finder frem til den bedste måde at formidle sin fortælling. At man får samlet teksten endnu en gang, nu med en overbevisende troværdighed og menneskelige handlinger og reaktioner, som giver læseren indblik i karakterernes personligheder og udvikling. Som forfatter må man træde udenfor sin tekst og se ind på den i stedet for at sidde inde i den og se sig omkring. Udenfor teksten kan man ikke se de tråde, der holder teksten sammen. Havde der været tale om et computerprogram, er forfatteren i skriveprocessen inde og arbejde i selve koden og i redigeringsfasen ude i slutbrugerfladen for at se, om koden fungerer efter hensigten.
