Erik Granströms fantasyserie ’Krøniken om den femte konfluks’ er blevet revet væk i hjemlandet Sverige, hvor den er blevet kult og samtidig en voldsom sællert. 15.000 eksemplarer er allerede blevet langet over disken hinsidan.
Og den er i ret vild, serien. Den knopskyder med masser af sidehistorier og interessante karakterer og miljøer. Hver gang man tænker en bisætning nok blot giver sig af med at bibringe læseren en uvæsentlig detalje, ender man med at opdage, at den to-tre hundrede sider senere udfolder sig til en væsentlig sidehistorie, der kommer til at ændre hele krønikens gang.
Samtidig er hele verdenen, Trakorien, så gennemarbejdet, at man ikke er i tvivl om, at alt kan forklares og hænger sammen, også selvom alt bliver taget så selvfølgeligt af de folk, der lever i verdenen, at de ikke nødvendigvis forklarer hverken hvad Bodâken eller halvfolk måtte være. Det bliver læseren langsomt ført ind i gennem læsningen. Her er ingen unødige og omstændige forklaringer. Det handler om at hænge på og håbe, man forstår det hele til sidst. Og det håber man så på, for til sidst er efter fire bind, der alle er udkommet på originalsproget, men hvor de to sidste endnu venter at komme på dansk.
Det er oplagt at sammenligne Granströms krønike med Game of Thrones eller Ringenes Herre, da alle tre værker er voluminøse og ambitiøse. Krøniken har samme udspekulerede politiske spil som GoT og samme grandiose landskab som Tolkiens Midgård. Derudover brillerer krøniken med et filosofisk lag, hvor selveste eksistensens præmis bliver diskuteret. Og i god svensk tradition er der også en god portion samfundskritik gemt mellem linjerne.
’Krøniken om den femte konfluks’ er så stor i hjemlandet, at universet har dannet grundlag for et rollespilssystem, udgivet af Fria Ligan, og seriens første bog, ’Svovlvinter’, er blevet udgivet som rollespil. Selv har Erik Granström en gigantisk blog, Tanker fra Trakorien, hvor han deler stort og småt fra tilblivelsen af serien og også svarer på fans spørgsmål til forskellige dele af teksten. Serien er også blevet grundlaget for heavymetalbandets ’Svavelvinter’s udtryk og tekster, så der er gang i konfluksen i vores naboland.
Jeg har som sagt selv haft æren af at oversætte bøgerne til dansk og har ofte været inde på Eriks blog for at finde ud af, hvad de forskellige væsner eller redskaber var. Nogle gange har jeg søgt på et ukendt ord på google og kun fået et hit, som Erik selv havde lavet. Andre gange, når der har været tale om romerske betegnelser eller mesopotamiske guder og titler, der er i spil. Et mangfoldigt værk med masser af interessante grunde til at genbesøge det. Selvom jeg har oversat det og dermed været hen over hvert ord flere gange, har jeg efter udgivelsen genlæst de to på dansk udgivne bind og fundet nye forbindelser, jeg ikke engang selv havde opdaget i oversættelsesarbejdet.
Oversætterarbejdet har været et con amore-projekt for mig og ovenstående lovprisning er ikke et udtryk for, at det kommer til at smage af bladguld på carporten for mit vedkommende, hvis salget af krøniken eksploderer herhjemme. Det er i stedet udtryk for den fascination af universet og den ambition og niveau af gennemarbejdethed, som hele serien lægger for dagen. Granström kan si t kram og kan fastholde læseren gennem hver binds 600 sider med hans spændende og ofte indbildske hovedpersoner, som krigeren Praanz da Kaelve, der både er efterretningsofficer og konkurrenceduelist, og som er overbevist om, at han altid gennemskuer alle sammenhænge (hvilket han sjældent gør); eller den nørdede og verdensfjerne akademiker Brior Bratfod, der ikke opdager, hvilke ulykker, han selv laver; eller vindheksen Silvia Miranda, der frygter for sit eget spejlbillede og som kan befale over vindene.
Nu ikke flere ord herfra. Læs den selv.